Indretning af hybride lokaler - Didaktiske overvejelser VUC
Needs in infrastructure, Building the infrastructure, Designing a hybrid Classroom, Testing, Action plansDet hybride læringsrum af Susanne Djurhuus og Camilla Holck Hemmingsen, Undervisere VUC Storstrøm
I det hybride læringsrum foregår undervisningen på tværs af lokationer. Underviser står i én by i et hybridt undervisningslokale med de fremmødte kursister, samtidig er der mødt kursister frem i en anden by, der deltager synkront i undervisningen fra deres undervisningslokale. Der er også muligt at koble sig på hjemmefra. Alle kan se og høre hinanden i realtid. Det faglige indhold, didaktikken, muligheden for gruppearbejde og dialog med underviseren mm. muliggøres af den digitale løsning – alle deltager på den måde på lige fod. Underviseren veksler desuden mellem matriklerne, således at alle kursister oplever at have underviseren i eget klasselokale. Det har især betydning for relationer og individuel feedback. Parallelundervisning er på denne måde et udvidet læringsrum.
Indretning af lokalerne i Vordingborg
Lokalet indeholder forskellige læringszoner, så det er mulighed for arbejde ud fra forskellige didaktiske principper og læringsstrategier. Centralt i rummet står ”main table”, hvor fælles aktiviteter som oplæg, debat, repetition, quizzer og meget andet foregår. Ved main table kan alle kursister se hinanden og læreren uanset lokation, og læreren kan ligeledes se alle kursister. Alle kursister orienterer sig på tavlerne oppe ved læreren. Her er der to tavler, en til det faglige indhold og en til relationer og kommunikation (kameraets skærm).
Læreren orienterer sig via skærmen bagerst i lokalet, så det blot opfattes som en forlængelse af lokalet. På den måde undgår man, at læreren står med ryggen til kursisterne, som er mødt fysisk op på lærerens lokation.
Vi har afprøvet flere bordopstillinger for at sikre tryghed og samarbejde på tværs og er endt med, at et centralt bord i midten er det optimale set-up. På denne måde er alle kursister inden for kameravinklen, hvilket giver fornemmelse af en samlet klasse på tværs af lokationer. De kan aflæse hinanden, og man taler direkte til hinanden, uanset hvor man befinder sig.
Til gengæld har det også været os magtpåliggende at skabe gode læringsmiljøer uden for kameraerne. Det har vi fået etableret ved hjælp af vores lydsænkende sofaer og et højt samarbejdsbord. Her kan kursisterne arbejde med individuelle og gruppeopgaver, men de stadig kan se tavlerne, men er flyttet væk fra mikrofoner og kameraer. Der er desuden et gruppebord inden for kamera og mikrofonvidden, for kursister som ønsker det.
Lokalet er desuden indrettet med reoler med bøger, som et lille bibliotek, hvor kursisterne også mulighed for at orientere sig i analogt materiale til undervisningen samt til frilæsningsbrug.
Principper for læring
Det er vores erfaring, at man kan lære det samme faglige stof i det hybride læringsrum som i et almindeligt klasserum, men man lærer også mere. I fagdidaktikken indtænkes også digitaldannelse. Det er ikke noget, kursisterne kan fra begyndelsen, men det lærer de, mens de lærer det faglige stof. Vores kursister har som oftest med et lavt it-niveau, og det er herfra vores didaktik tager sit udgangspunkt.
Det hybride klasserum stiller krav til en ny didaktisering. Tydelig struktur, digitale værktøjer og tegn på læring er nøgleord. For at gøre tegn på læring synligt, indtænkes flere digitale værktøjer så som Padlet, White Boards og quizzer. Fælles for alle er, at materialet kan tilgås uanset lokation, og kursisterne kan arbejde sammen i realtid.
I Teams Holdnotesbogen anvendes samarbejdsområdet til fælles noter, og også større gruppearbejder kan deles med hinanden her. Kursisterne opdager, at de kan arbejde videre på hinandens ideer, og noterne er mindre polerede and større afleveringer, og det giver læreren et godt indblik i processen. Her er både mulighed for at give feedback, feed up og feed forward.
I Holdnotesbogens individuelle adgang samarbejder kursist og lærer, og her gives hurtigt feedback på konkrete opgaver og læringsprocesser. Det giver et dynamisk samarbejde, hvor læreren ikke blot ser slutproduktet, men processen og kan korrigere og komme med indspark undervejs. Det giver desuden læreren gode muligheder for at zoome ind på den enkelte kursist og det er med til at skabe relationer på tværs.
Både samarbejdsområdet og det individuelle område giver læreren gode muligheder for at undgå, at nogen har misforstået en opgave, da man kan følge med i processen undervejs. Kursisterne har desuden mulighed for at anvende de fælles noter i forhold til fremtidige opgaver og som noter til eksamen.
Det hybride klasserum stiller krav om tydelig struktur og hyppige inputskift. Kursisterne skal vide, hvad de skal lave hvornår, hvornår og hvordan de skal indgå i gruppearbejde og hvilke redskaber de skal bruge hvornår. Derfor er det fordel, hvis et modul er bygget forholdsvist enkelt og ens op.
Til det mundtlige gruppearbejde ringer kursisterne hinanden op via TEAMS, og her udnyttes lokalets forskellige læringszoner samt de omkringliggende lokaler og fællesrum. Og der signaleres tydeligt, når kursisterne forventes at vente tilbage til main table. Det er vigtigt, at det hybride lokale understøtter didaktikken og giver mulighed for både digitale og analoge samarbejdsprocesser.
